onsdag den 30. marts 2011

Om forfængelighed.

I næste uge skal mit SKB (sundhed, krop og bevægelse) hold i svømmehal i Hjørring. Jeg har stadig ikke besluttet om jeg bliver “syg” eller om jeg sucker det up og jeg tager mig sammen.

Før jeg fik William var jeg fløjtende ligeglad med at skulle klæde om foran andre. Jeg fnøs af mine gymnasieveninder, når de ikke ville gå i bad efter idræt. Og jeg var bestemt ikke den tyndeste af pigerne. Nu kan jeg så mærke angsten begynde at piple frem, fordi jeg skal vise min efter-fødselskrop for 15 piger i start 20’erne, der aldrig har tænkt på et strækmærke.

Til mit forsvar skal det siges, at jeg altså var den heldige vinder af 25 ekstra kilo og 2000 strækmærker. Bevares, jeg har da smidt næste alle kiloene igen, men strækmærkerne er der endnu, omend de er blevet lidt mindre synlige. Det der generer mig aller mest er lidt løs bolle-dejs-agtig hud på maven, som desværre nok ikke kan strammes op før jeg får tabt de sidste kilo.

Hvor ville jeg ønske, at jeg bare kunne se på min vidunderlige søn og tænke, at han da fandemer er det hele værd (og det er han jo, selvfølgelig) og at de andre, slet ikke kender glæderne ved at være mor, men hvad fanden nytter det, når de har et stramt maveskind?

4 kommentarer:

  1. Hvis jeg har fri, vil jeg godt komme og ryste løs hud og extra kilo med dig i sympati...

    SvarSlet
  2. Åhr ja, det ville være super! Der er kun 1 anden på holdet der har født og hende har jeg mødt i svømmehallen før og hun kunne sagtens have bikini på. Jeg bliver den eneste i badedragt! Suk!

    SvarSlet
  3. Jeg syntes, du er smuk ;)

    SvarSlet
  4. Det skal du jo sige. Du bor jo med mig!

    SvarSlet