mandag den 4. april 2011

At blive mor!

Vi havde en hård start med William. Ikke fordi han var særligt besværlig, men fordi det var et super hårdt skift fra at være kun os to, kærester, til at være tre, en familie, far og mor. Vi skulle lære nogle helt nye roller at kende og på samme tid, lære ham den lille klump at kende og det var svært.

Jeg husker de første 2 1/2 uge som den sværeste tid i mit liv. Og det var eddermame svært at indrømme, fordi det "at blive mor" beskrives som noget lyserødt og fantastisk. Det er totalt tabubelagt, at fortælle at man ikke blev ramt af en kæmpe kærlighedssky, men det gjorde jeg ikke og jeg vil gerne fortælle om det, så andre kan undgå at føle sig forkerte. Jeg har nemlig efterfølgende hørt fra mange mødre, at de oplevede noget af det samme. Og det er ikke en fødselsdepression, det er bare en fødsels (blive forældre) reaktion.

Jeg husker hvordan jeg savnede min mand helt vildt. Vi var sammen hver dag, hele tiden, men ikke på samme måde som før. Alt handlede om, at gøre dette lille menneske tilfreds. At opfylde alle hans behov og skubbe vores væk.

Efter fødslen blev R sendt hjem og William og jeg op på barselsgangen. Der kunne jeg så ligge helt alene, med dette lille væsen, som jeg ikke anede hvad jeg skulle stille op med. Jeg måtte ikke selv rejse mig op, fordi jeg var besvimet efter fødslen, så hver gang W græd, skulle jeg ringe efter en sygeplejerske, som så skulle tage ham over til mig. På et tidspunkt sagde sygeplejersken til mig, at jeg bare skulle sige til, så tog hun ham med ud i nogle timer, så jeg kunne sove. Jeg havde bare lyst til at skrige; "JAAA! Tag ham væk. Jeg er TRÆT!" Men gjorde det selvfølgelig ikke, for så følte jeg virkelig at jeg var en dårlig mor.

Jeg følte mig nærmest tom indeni og i løbet af de 16-17 dage, var jeg sjældent glad. Jeg følte tab. Tab af kærlighedstid og tosomhed og på samme tid dårlig samvittighed over ikke at knuselske min søn.

Det hele kulminerede efter 2 1/2 uge. Jeg tudede og tudede og min mor kom ud for at se til os. Jeg tror aldrig hun har set mig sådan før. Helt bleg og stille. Hun gik herfra med verdens mest bekymrede mine og havde det ikke vendt dagen efter, tror jeg hun var flyttet ind.

Dagen efter kunne jeg bare mærke at det skiftede. Jeg blev mere glad for hver dag og min kærlighed til William er vokset lige siden. Nu kan jeg slet ikke forstille mig et liv uden ham og jeg GLÆDER mig til at opleve, at blive mor igen og forhåbentlig nyde det lige fra start af.

2 kommentarer:

  1. Det lyder som en rigtig hård start - men så meget credit til dig for at sige det højt! Jeg tror faktisk ikke, at det sker helt sjældent, men vi blir bare allesammen bare tæppebombet med de der åh-så-lykkelige beretninger..
    Det er en kæmpe omvæltning pludselig at få stukket den her lille størrelse og det store ansvar i armene - og det er altså hårdt arbejde.. Heldigvis er det jo det hele værd og mere til, men der skal også være plads til at synes det kan være andet end lykke og hjemmebagte boller.. For det betyder jo ikke at man helst ville være foruden!

    SvarSlet
  2. Jeg havde det på fuldstændig samme måde....kunne slet ikke forstå at jeg ikke bare knus-elskede min lille datter fra det første øjekast. Men sådan var det bare heller ikke for mig. Jeg havde lidt den der fornemmelse: "hun er da meget sød, men hvor længe skal vi passe hende?" Min sundhedsplejerske beroligede mig dog med, at det er helt normalt. Og det vendte da også efter nogle uger og kærligheden til den lille galopperede afsted og har gjort det lige siden :-) Godt at høre om andre der har følt det på samme måde at blive mor for første gang.

    SvarSlet