søndag den 3. juli 2011

Jeg har mødt en Kristine.

Ikke en hvilken som helst, men hende her. Jeg skulle aflevere en bog, som hun havde vundet eller som jeg havde vundet retten til at give hende, var det vel egentlig. I al fald fik hun den, da hun mødtes med mig, manden og øglen i Østre Anlæg. Det var super hyggeligt, at få sat ansigt (og stemme) på hende, selvom det var lidt akavet da vi sagde farvel. Skal man give hånd eller kramme? Og hvorfor tilter man altid hovederne til den samme side, når man krammer? Jeg tror jeg vil indføre en helt ny afskedsmåde. Noget med et high five og et smæk i røven. Det er da en icebreaker, lige der.

Kristine er ret sej, synes jeg. Hun er et af mine nyere blogcrushes, fordi hun er så ærlig og ligetil. Hun skriver, hvad hun mener og tænker også selvom det kommer meget tæt på. Man kan mærke i ordene, hvilke følelser hun har følt imens hun skrev det. Jeg ville nogle gange ønske, at jeg kunne være lige så ærlig, uden hele tiden at tænke på, hvem der måske læser med. Tror sgu jeg opretter en anonym blog en dag, så jeg kan komme af med alt det, man ikke lige fortæller, når ens navn er så genkendeligt som Luna.
Og så er hun sådan en, der kan gå med hat uden at se åndssvag ud. Se selv:



Sådan en gad jeg smadder gerne være. Jeg har også længe gået med tanker om, at blive klippet korthåret (for så tror jeg nemlig jeg bliver sådan en med hat), jeg ved ikke om jeg tør, men mere om det en anden dag.

Hvis i ikke allerede kender Kristine, så er det nu i smutter derover og kigger rundt. I vil ikke fortryde det.

2 kommentarer:

  1. Så bliver man altså glad Luna, tak for dine ord.
    Se, det er faktisk når jeg får komplimenter så er det at jeg ikke ved hvad jeg skal skrive igen.
    Men altså jeg vil jo vove at påstå at alle kan skrive hvad de føler for. For mig er det bare blevet en vane, og så hjælper det også at jeg ikke tænker på at dem fra facebook kan læse mig.;-)

    SvarSlet
  2. Selv tak. :)

    Ja, man kan skrive hvad man har lyst til, men hvis man nu var anonym kunne man gøre det uden at udstille andre. Mig selv, ja, men min mand og søn har ikke bedt om at få hele deres privatliv blotlagt på nettet. Og slet ikke når vores familier læser med. Derfor overvejer jeg en anonym blog, men ligenu gider jeg sgu ikke rigtig. :) Jeg skal nok linke dig til den, hvis den kommer op at køre, så du kan læse alle mine hemmeligehder. :)

    SvarSlet